National undersøgelse af patienters oplevelser hos lægen
Om undersøgelsen
Kvalitet i Almen Praksis (KiAP) gennemfører i efteråret 2026 en national spørgeskemaundersøgelse om patienters tilfredshed med deres praktiserende læge.
Vi bruger resultaterne til at få viden om, hvad der fungerer godt i lægeklinikkerne, og hvad der kan blive bedre. Resultaterne bliver delt med lægeklinikkerne, så de kan bruge dem til at udvikle kvaliteten.
De samlede resultater bliver også brugt i kvalitetsklyngerne, hvor lægerne arbejder sammen om at forbedre kvaliteten ialmen praksis.
DEFACTUM i Region Midtjylland sender spørgeskemaerne ud og indsamler svarene for KiAP i alle fem regioner.
Hvem kan deltage?
Du kan blive inviteret til at deltage, hvis du har været hos din praktiserende læge i enten september eller oktober måned.
Hvis du bliver udvalgt, får du en invitation i din e-boks i oktober eller november måned.
Hvis undersøgelsen handler om et barn i alderen 0-10 år, sender vi invitationen til barnets forældremyndighedsindehaver.
Sådan deltager du
Det er frivilligt at deltage i undersøgelsen. Hvis du vælger at svare på spørgeskemaet, gemmer vi dine svar løbende. Det betyder, at dine svar indgår i undersøgelsen, også selvom du ikke udfylder hele spørgeskemaet.
Du kan ændre i dine svar, indtil du trykker på ”Afslut”. Du kan trække dig fra undersøgelsen indtil den 5. januar 2027. Hvis du ønsker trække dig, skal du kontakte DEFACTUM på tlf.: 7841 4000.
Sådan bruger vi dine svar
Vi behandler dine svar fortroligt.
Lægeklinikken får de samlede resultater fra undersøgelsen og kan ikke se, hvem der har svaret på spørgsmålene. Klinikken får også adgang til de kommentarer, du skriver. Kommentarerne kan indeholde oplysninger, som gør det muligt at genkende dig. Undlad derfor at skrive navne eller andre personfølsomme oplysninger i kommentarerne.
Kvalitetsklyngerne får kun samlede resultater og ikke patienternes kommentarer.
Sådan behandler vi dine personoplysninger
Hvem har ansvaret for dine oplysninger?
KiAP er dataansvarlig for undersøgelsen. DEFACTUM i Region Midtjylland behandler oplysninger på vegne af KiAP.
Hvilke oplysninger bruger vi, og hvor kommer de fra?
Vi bruger oplysninger om dit lægebesøg, fx tidspunktet for besøget, dit køn og din alder. Vi bruger også de svar, du giver i spørgeskemaet.
Vi får oplysningerne om dit lægebesøg fra det register, som regionerne bruger til at afregne lægernes ydelser.
Hvad er det juridiske grundlag?
Vi behandler dine oplysninger efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, artikel 9, stk. 2, litra j og databeskyttelseslovens § 10.
Kan oplysningerne bruges til andre undersøgelser?
Vi kan også bruge oplysningerne til andre statistiske og videnskabelige undersøgelser, når lovgivningen giver mulighed for det.
Hvor længe gemmer vi oplysningerne?
Vi gemmer oplysningerne i 8 år, hvorefter deslettes.
Overfører vi oplysninger til lande uden for EU og EØS?
Som udgangspunkt overfører vi ikke dine personoplysninger til lande udenfor EU og EØS. Hvis det bliver nødvendigt i forbindelse med forskning, følger vi reglerne om databeskyttelse.
Hvilke rettigheder har du?
Når vi behandler personoplysninger til forskning og statistik, gælder der særlige regler, som begrænser nogle af dine rettigheder.
Det gælder dine muligheder for at få indsigt i, rettet eller slettet dine oplysninger, gøre indsigelse mod behandlingen eller få den begrænset.
Begrænsningerne følger af databeskyttelseslovens § 22, stk. 5 og databeskyttelsesforordningens artikel 17, stk. 3, litra d.
Har du spørgsmål, eller ønsker du at klage?
Har du spørgsmål til, hvordan vi behandler dine oplysninger,eller hvilke rettigheder du har, kan du kontakte KiAP på tlf. 7196 8844.
Hvis du er utilfreds med, hvordan vi behandler dine oplysninger, opfordrer vi dig til først at kontakte os, så vi kan hjælpe med at afklare dine eventuelle spørgsmål.
Du har også ret til at klage til Datatilsynet. Du kan læse mere om muligheden for at klage på Datatilsynets hjemmeside.
De dataansvarlige myndigheder/kontaktoplysninger
KiAP
C/O Det Almenmedicinske Hus, Stockholmsgade 55, st.
2100 København Ø
Telefon: 71 96 88 44
support@kiap.dk
