Audit og kursus om Kræftopfølgning og senfølger i klinikken
Invitation til praktiserende læger og praksispersonale
Programmet for kvalitetsudvikling på kræftområdet i almen praksis og praksissektoren i KAP-H inviterer i samarbejde med Audit Projekt Odense og Forskningsenheden for Almen Praksis, SDU til audit og kursus om kræftopfølgning og senfølger i almen praksis.
I gennemsnit har hver praktiserende læge omkring 100 patienter, der har eller har haft kræft. Tallet er stigende og forventes at nå 140 patienter i 2040.
Med Kræftplan V er intentionen, at kræftopfølgning fremover i høj grad skal foregå i tæt dialog med det nære sundhedsvæsen - og med en systematik, som vi kender fra de store kroniske sygdomme.
Med deltagelse i audit om kræftopfølgning og senfølger i almen praksis får du og din praksis:
- Indsigt i din praksis’ håndtering af patienter, der har eller har haft kræft.
- Efteruddannelse i organisering af kræftopfølgning og håndtering af senfølger både i og uden for praksis.
- Styrkelse af samarbejdet med kommuner, hospitaler og Klinik for senfølger efter kræft på Herlev Hospital
- Deling af viden, erfaringer, tips og tricks fra kollegaer i almen praksis.
Honorar
Registreringsarbejdet i praksis honoreres svarende til tidsforbruget. For hver 10 kræftpatienter, der registreres, honoreres der for en times tidsforbrug á 1097,20 Dkr. + moms jf. gældende konsulenttakst.
Tilmelding
Praksis tilmeldes projektet senest den 25. august via APO´s hjemmeside: www.apodanmark.dk
Via linket føres du/I over i et tilmeldingsskema, som både indeholder samtykke og accept til at deltage i auditregistreringen samt kontaktoplysninger.
Ved tilmelding, vil vi spørge til nogle få basisoplysninger om din/jeres praksis.
Tidsplan og gennemførelse af audit registrering
I løbet af september 2026 modtager hver praksis en oversigt over alle patienter, der i perioden juli 2023 - juni 2025 blev diagnosticeret med kræft.
På et selvvalgt tidspunkt i de følgende 6 uger gennemføres journalaudit af kræftpatienterne på listen, med udfyldelse af et kort auditskema for hver patient. Patientlisterne er delt i blokke á 10 patienter. Det forventes at skemaer for hver blok kan udfyldes på 1 time. Der vil efter auditregistreringen blive udarbejdet en rapport over de samlede resultater, fra alle praksisser der deltager i auditten, samt et individuelt overblik til hver deltagende praksis.
Efteruddannelseskursus
Efter endt audit inviteres alle deltagende praksisser med til et efteruddannelseskursus. På kurset vil der være mulighed for at diskutere rapportens indhold, cases og udveksle tips og tricks. Der vil bive holdt oplæg om kræftopfølgning, herunder systematik og organisering, og håndtering af de hyppigste senfølger. Der vil desuden være fokus på samarbejdet med Klinik for senfølger efter kræft på Herlev Hospital samt andre relevante aktører.
To identiske kurser afholdes henholdsvis den 2. februar 2027 på Pharmakon i Hillerød og den 10. februar 2027 på Scandic Copenhagen, begge i tidsrummet 8.30-15.30. Der er derfor mulighed for at vælge den dato, der passer bedst.
Deltagelse i kursusdagen er gratis for læger, uddannelseslæger og personale. Kursus forventes godkendt af Efteruddannelsesfonden som selvvalgt efteruddannelsesaktivitet.
Venlig hilsen
Programmet for kvalitetsudvikling på kræftområdet, KAP-H i samarbejde med Audit Projekt Odense og Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet
For nærmere oplysninger, kontakt Katrine Rønn Kæmpe, programleder, KAP-H, Katrine.roenn.kaempe@regionh.dk
Projektledere, Forskningsenheden for Almen Praksis, SDU, Dorte Ejg Jarbøl, djarbol@health.sdu.dk og Jesper Lykkegaard jlykkegaard@health.sdu.dk
